Der har altid været mennesker, der gik rundt med en ekstrem nysgerrighed omkring, hvad der kan lade sig gøre. En lille procentdel af disse nysgerrige mennesker, er så drevne, at de ikke kan lade være med at kaste sig ud i eksperimenter. De kan ikke nøjes med at filosofere eller dagdrømme: de stiller i stedet nysgerrigheden ved at prøve tingene af. Vi ser specielt den slags eksperimenter indenfor atletikken. Rigtigt mange er nysgerrige omkring, hvad menneskekroppen kan formå. Vi er alle født med en krop, og har nok alle oplevet, at være fascinerede af hvad den er i stand til. Men hvor langt kan man egentligt presse kroppen, og hvad sker der, hvis man presser den lidt mere? Det er hvad ekstremsports-atleterne forsøger at finde ud af.
Folk der dyrker ekstrem-sport arbejder hele tiden på, at presse grænserne for, hvad der kan lade sig gøre. Uanset hvilken ekstremsport du kigger på, så vil du finde mennesker der har brudt rekorder, som alle troede var umulige at overkomme. Det mest interessante er nok, at den slags banebrydende gennembrud har det med at bane vejen for, at folk kan gå endnulængere.
Det var eksempelvis alment kendt, at det var fysisk umuligt at løbe en mil på under 4 minutter. Folk have forsøgt at gøre det længe, men ingen formåede at bringe deres løbetid under de 4 minutter. Det virkede derfor som om der var tale om en slags fysisk begrænsning for, hvad menneskekroppen er i stand til, når det kommer til at løbe.
Men der var én mand, der ikke troede på denne begrænsning. Hans navn var Roger Bannister, og i 1954 lykkedes det ham at løbe en mil på 3 minutter, 59 sekunder og 4 millisekunder. Man kunne måske tro, at han var særligt heldig med sine gener eller lignende. Men kort efter hans rekord var blevet offentliggjort, begyndte andre atleter også at kunne løbe en mil på under 4 minutter. Han havde vist alle, at det var muligt – og nu turde de gå efter dette vanvittige mål. Han banede altså vejen for, at andre kunne presse sig selv til det yderste.
Det er dog ikke kun atleterne selv, der kan lære noget af ekstremsport. Det kan producenterne af sportstøj og andre ting også. The North Face er eksempelvis kendte for at producere udstyr til ekstremsports-atleter. Det er smart, da disse atleter presser både dem selv, og deres udstyr, til det yderste. Hvis noget udstyr er godt nok til en atlet indenfor ekstremsport, så har man altså god sikkerhed for, at det også vil kunne dække ens ”almindelige” behov.
Når noget udstyr ikke kan holde til de ting det udsættes for i en ekstremsport, så lærer producenterne hvor svaghederne er. De kan så forbedre deres produkt, og atleterne kan prøve kræfter med det forbedrede design. I sidste ende vinder vi alle på, at udstyret bliver forbedret.
